Når skeptiske mænd bliver klogere

Jeg har brugt nogle dage, på at tænke over hvad jeg vil med 2015. Midt i det hele, skrev en af mine veninders mand til mig. Han ville første sige, han troede overhoved ikke på min slags. Det er helt ok, svarede jeg roligt og smilende.

Han fortsatte med at skrive, at han jo havde mistet sine nøgler, og konen blev ved med at sige jeg kunne finde ting. Jeg smilede igen, vel vidende at jeg allerede var blevet vist hvor de lå.

Han spurgte pænt, om han trods sin modvillighed, kunne få mig til at lede efter hans nøgler.

Jeg accepterede, og sagde at selvfølgelig kunne han det. Jeg var blevet vist en vaskemaskine, og et bundt nøgler der lå nede langs siden af maskinen. Jeg fortalte, at jeg så dette, og han skrev straks, at det kunne selvfølgelig ikke passe. Jeg sagde det var hans job at kikke der, men at jeg var ret sikker.

Jeg har i sidste uge, sendt ud til den anden verden, at jeg gerne vil øve mig i at finde ting der er forsvundet, så pludselig skriver alle mulige at deres ting er væk. Jeg hygger mig med det, og kan godt mærke, jeg er blevet bedre på bare en uge.

Den søde mand kom retur i en besked, og måtte skrive at den var god nok, de fine nøgler lå mellem vaskemaskine og tørretumbler. Det var ikke med hans gode vilje, han måtte erkende at det kunne jeg jo nok ikke have vist på forhånd.

Jeg er vant til mennesker, der mener jeg ikke kan det jeg siger. Alligevel er det en glæde, når jeg kan hjælpe andre, og få beviser på mine evner.

Jeg elsker mine evner, og dette var endnu et eksempel på hvordan det er så fint at have dem.