Jeg har virkelig tænkt over det input jeg får fra folk, og et af de spørgsmål jeg har fået er om det har en praktisk pris for mig at have denne evne.
Jeg har virkelig tænkt og det har uden tvivl en praktisk pris at kunne det jeg kan. Ud over at det sted jeg bor skal være roligt, så kan jeg virkelig blive påvirket af huse jeg besøger. Stort set alle huse har nogen der render rundt, altså afdøde. Jeg har steder hvor jeg aldrig kommer på besøg for jeg kan virkelig holde energien ud. Det lyder som sådan noget new age snak fra 70´erne, jeg er klar over det.
Når jeg kommer ind i et hus kan jeg med det samme orientere mig i forhold til hvad for en enrgi der er. De fleste har prøvet at komme ind i et hus hvor man bare synes man bliver helt træt eller det er som om man bliver iagtaget. Endnu mere hvis man skal sove sådan et sted. Jeg har det med en faktor 1000. Jeg ser de døde, jeg oplever stemningen, jeg hører hvad historien om huset er, jeg ser møblerne og hører om dem, jeg ser menneskerne og mærker dem. Nogengange kan det bliver alt for meget. Jeg har veninder jeg kun har besøgt en eneste gang og aldrig igen fordi jeg ikke kan holde deres hus ud.
Jeg var for en rum tid siden inde i et meget gammelt hus i Køge, og det var helt vildt, for jeg var rundtosset med det samme. Der var en ældre dame og hun havde uden tvivl ondt i maven, så jeg fik smerter der var helt enorme. Jeg kunne ikke finde udgangen for jeg havde mistet al retningssans. Det var helt hen i vejret og jeg måtte ud med det samme. Praktisk set var huset fint nok, men jeg kunne ikke holde ud af være der, og det var virkelig ubehageligt.
Jeg har mennesker jeg slet ikke kan holde ud fordi jeg ved hvad de tænker og hvad deres motiver er. Det er et praktisk problem af de store når man nu skal være blandt andre, og ikke altid kan vælge hvem.
Der er butikker, hvor følelsen bare er helt forkert. Der handler jeg slet ikke.
Der er en cafe i Køge der hedder Cafe T, i nyportstræde. Der er virkelig mange sjove afdøde, især sømænd. Jeg elsker at være der fordi jeg får fred ved at være mellem dem, de gør ingenting. Det giver stedet karisma og en skøn ro.
Modsat findes der cafeer hvor jeg slet ikke kan sidde og så snart jeg har drukket en tår af noget må jeg gå igen. Nogengange er det fordi dem der er på besøg på cafeen har deres døde med sig, eller fordi jeg kan se de besøgendes problemer, sygdomme eller andet. Der ud over kan stedet i sig selv være fyldt med afdøde.
Bundlinien er vist at der er en ganske praktisk pris. Jeg lader mig nu ikke skræmme af den pris, for mig er den blevet en del af hverdagen.
2 comments
Hmm Jeg har lige to spørgsmål.
Du skriver at når du træder ind i et rum ser du døde, ser endda møbler som ikke er der længere, høre deres historier osv. Er det ikke ensomt at være den eneste der ser og oplever alt det her? Er det ikke svært at fortælle dine veninder om den historie der høre til det sted hvor de bor? Fortæller de døde dig hemmligheder som du ikke må sige vider og hvad hvis du så gør?
Til slut skriver du at du ikke lader dig skramme, fordi det er blevet en del af din hverdag. Er det noget som stille og roligt har udviklet sig eller har det været sådan siden du var barn? Hvis du har oplevet de her ting da du var barn. Har de døde så skånt dig lidt for at høre og se grimme ting som børn ikke bør have indblik i? Jeg tænker på tragiske ullykker osv.
Det var sørme det hele.
Hilsen Spørger Jørgen 😉
Det kan være meget ensomt, men det er noget jeg har lært med tiden. Samtidig er det slet ikke ensomt fordi spirit er med mig.
Jeg fortæller sjældent historierne fordi det er der ikke nogen pointe i, de kan ikke altid bruge det til noget.
De fortæller ikke hemmeligheder som sådan men ting der er til mig for at jeg kan agere klogere i forhold til dem jeg er iblandt.
Det er kommet stille og roligt, ingen chok effekt men en migration af indtryk. Det har været skræmmende nogengange men ikke mere end jeg har kunnet holde til.
De har slet ikke skånet mig men mere advaret mig som barn.
Der er materiale til mange indlæg i det du skriver 🙂 tusinde tak 🙂