Jeg skrev at det var en oplevelse hvor jeg kunne formidle kontakt til en afdød. En meget sød kvinde kom til mig fordi hun havde mistet sin bror og havde brug for at vide han var ok. Jeg fik straks broren igennem og fortalte han havde det fint. Han var glad for at kunne fortælle hende hvordan han havde det fordi han vidste hun bekymrede sig.

Han fortalte han havde rykket på figurer af porcelæn i hendes hus og snuppet ”tid” på hendes ure. Tårene løb ned af hendes kinder for hun havde netop købt nye batterier til sit ur på væggen i stuen. Det mistede tid og hun troede det var batterierne der var blevet gamle. Hun var klar over det var ham og at hun ikke behøvede batterierne. Hun havde godt lagt mærke til hendes figurer rykkede lidt men hun troede det var hunden eller børnene fordi de stod ikke særlig højt oppe.

Det var en foroverbøjet, trist kvinde der kom ind, som virkede depressiv og enormt ked af det. Alle hendes farver var triste.

Da vi havde talt sammen og han havde fortalt jokes, historier, og beskeder var hun en smilende, grædende, og ikke mindst enormt farverig kvinde igen. Det var som om hun havde brug for at høre han ikke var i jorden på vej til at blive muld. Hun kunne mærke den connection de havde sammen, og var healet.

Savnet vil altid være der og hun vil altid føle sig forladt fordi han er gået over, men nu kan hun mærke hans connection til hende, hun kunne tale med ham og mærke han var nær. Ikke at hun kunne høre eller se ham, men hun kunne mærke ham.

Jeg elsker at kunne give den connection til hende og ikke mindst hendes farver tilbage.