Gæsteblogger Stine Watkins
GÅ-BOGEN, gå så går det nok af Professor Bente Klarlund Pedersen, Gyldendal 2018
Jeg har gennem forskellige perioder af mit liv gået meget. Nogle gange for at slippe for sygdom, andre gange for at komme fra A til B på den mest langsomme meditative måde og igen andre gange for at være sej og få kilometer i benene.
Tænk sig at sætte den ene fod foran den anden i 30 min hver dag, kan gavne så meget for helbredet, både det fysiske og psykiske, kom bag på mig.
GÅ-BOGEN af Bente Klarlund Pedersen er en lækker bog, som tager dig med bag bevægelsen at gå, hvor hun gennem egne erfaringer med disciplinen, gennem sin lægekundskab og billeder fortæller om gavn og fordele med den daglige gåtur.
Hun skriver let og forståeligt om både menneskets udvikling fra homosapiens til homosedentarius, hjernens hormonstoffer og kreative tanker, sygdomme som demens, angst, stress, diabetes og cancer. Det giver stof til eftertanke, om den lille bevægelse i kroppen at gå en tur er. Som sidegevinst ved gåture er den slankende effekt og det muskelopbyggende udbytte.
Alle afsnit er dekorativt pyntet med tapettegnet citatsider, smukke fotografier af gåture gennem små gader og grøftekanter, langs vandet og danske landskaber, når de er bedst. De små personlige interviews Bente Klarlund laver med kendte danskere, Ritt Bjerregaard, Jørgen Leth og Søren Ryge og deres gang gennem livet, er hyggelige at læse ovenpå den mere teoretiske tilgang.
At gå en tur er så meget mere end en træls pligt. Der er små oplevelser undervejs fra naturens side, hvad enten det er gåtur med hunden eller kæresten i hånden.
Jeg vil selv smile mere, når jeg skal gå velvidende alt det lækre, jeg udsætter min krop og psyke for, mens landskaberne forandre sig omkring mig.
God tur til dig i dit nærområde med skov, vej, strand og natur og god læselyst før eller efter den friske luft.
Stine Watkins er uddannet Kranio sakral terapeut, skolelærer, og har et væld af kurser inden for det at vejlede. Hun er stærkt intuitiv og følger sin stærke sjæl og læser et væld af bøger i sit grønne hus. En særlig kvinde med en indsigt der er helt fantastisk. Du kan følge hende her.