Marias hjørne – Ro til at gro

Ro til at GRO.

Har du nogensinde tænkt over, hvor klog din krop egentligt er? Jeg læser anatomi, fysiologi og sygdomslære på aftenskolen. Det er så dejligt, for det er håndgribeligt, ikke noget føle føle, bare kolde fakta og så alligevel sidder jeg gang på gang og må samle kæben op fra bordet, for kroppen er jo ren magi. Det er helt utroligt, hvor meget kroppen sørger for, imens vi bare ligger og sover eller slapper af på sofaen. Den knokler derudaf, den kloge krop. Den sørger for, at hjertet banker, reparerer sår og skader, æder uvelkomne bakterier og sørger hele tiden for at lave nye og friske celler. Utroligt ikke?

Jeg har haft en del mennesker til kostvejledning, men jeg har endnu ikke mødt et menneske, der havde et spiseproblem, der handlede om mad. Spiseproblemer handler altid om noget andet (i hvert fald for dem, der ender hos mig). Ofte skal maden kompenserer for noget andet, fordi mad er så meget mere end bare næring. Nogen spiser for at føle omsorg, andre er enormt bevidste om, hvad de spiser, de kan bare ikke mærke, hvornår de skal stoppe igen, for det er mange år siden, de sidst lyttede til den kloge krop, når den sagde ”tak for mad, jeg er ikke sulten længere”.

Som regel ender de mennesker, der kommer til kostvejledning hos mig, med en tur på briksen til en gang zoneterapi. Det de fleste har tilfælles er, at de lærer at føle sult og mæthed efter at være blevet trykket under fusserne et par gange. Og hvorfor så det? Sidder der mon en mæthedszone under poterne? Det gør der slet ikke, men når man skal ligge der i over en halv time, og man ikke rigtigt ved, om det der zoneterapi virker, sker det, at man begynder at slappe af og mærke efter sin krop for lige at prøve, om man mon kan gætte, hvor jeg trykker.

Kombinationen af at mærke efter i kroppen og få slappet helt af, gør mange gode ting for os, fordi der opstår et samarbejde mellem vores krop og vores hoved, (eller selvet om du vil).

Jeg har aldrig selv levet i den perfekte verden, men hvis jeg gjorde, ville jeg mærke efter i min krop hver dag og hele tiden. Jeg ville stole på det, jeg mærker, for kroppen lyver aldrig. Kroppen fortæller os, når vi skal geare ned, eller når den har brug for at vænne sig til forandringer. (Er jeg mon den eneste, der altid bliver forkølet, når der sker store skift i mit liv? Møder en ny mand, starter på en nyt job eller lignede?). Jeg tror på, at både kroppen og psyken skal have ro til at gro. Det bliver kun værre, hvis vi løber videre på en forstuvet fod, det samme gælder vores psyke.

Sindet vil altid gro sammen og komme tilbage til sig selv, hvis vi giver det ro. Det er, når vi er i ro med os selv, at vi mærker mæthed og finder ud af, hvad vi egentligt synes om den konflikt, der skete på arbejdet i dag.

Se bare på din krop, Det er, når du giver dit sår ro, at det healer sig selv igen. Den er sgu så klog den krop.

Har du nogensinde læst ”Pigen uden hænder”? Det er et eventyr af brødrene Grim. Eventyret handler om møllerens datter, som er så smuk og ren, men Mølleren vil sælge hende til Djævlen! For at beskytte sig selv laver hun en ring rundt om sig selv, men hendes hænder stikker ud og bliver skåret af! Det lykkes hende at flygte fra sin familie og fra djævlen, men hun må gå så meget grimt igennem, før hun kommer til englenes hus, hvor hun bliver passet i 7 år af de gode engle. I 7 år taler hun ikke med nogen og er helt i ro ind til.. Du tror, at det er løgn! Men indtil prinsen på den hvide hest kommer ridende og hendes hænder vokser ud igen.

Marias hjørne - Ro til at gro