Forståelse – accept – tilgivelse

Af Pia Ryding

Nummer 2 ud af en serie på 3

Forståelse – accept – tilgivelse

Er du en dørmåtte? Accepterer du hvad som helst? Eller siger du pr. automatik bare nej?
Det sidste kommer jeg nogle gange til, når en bestemt person spørger, om jeg vil have mere mad. Faktisk ligegyldigt om jeg er sulten eller ej. Det er et ældgammelt mønster. Hun skal spørge, og jeg siger nej, fordi jeg ved, at hun ellers bliver ved. Jeg har accepteret, at det er sådan, så jeg sørger for at tage, hvad jeg skal have første gang.

Men hvad så med de store ting, skal man bare acceptere vold, overgreb, misrøgt, irritationer, urimeligheder og tarveligheder. Nej, det tror jeg ikke. Tværtimod.

Fokuser på dine grænser

Du kan starte med at blive bevidst om dine egne grænser. Er de, som de skal være? Hvis spørgsmålet er alt for svært eller for stort, skal du måske have lidt hjælp. Hvad du accepterer er ikke altid bare dit eget valg, men kan også være noget, du har fået ind med modermælken. Eller måske ikke med modermælken, men noget der bare var sådan i dine omgivelser eller i dine relationer, da du var barn. Og det kan du ikke altid se eller gøre noget ved alene, for det ’er’ bare. Og det der ’bare’ er nok et af de allerstørste ’bare’er i verden.

Jeg har selv måtte acceptere hændelser fra min barndom. Dybt, dybt urimelige hændelser. Når andre talte om accept, var min reaktion: Nej, det er dybt, helt og aldeles uretfærdigt – hvorfor skal jeg? Når jeg tænkte sådan, åbnede jeg porten til bitterhed. Jeg har set bitterheden hos min familie, og der ville jeg bare ikke ende. Og så var jeg jo ligesom fanget i et limbo.

Det blev faktisk sværere, for nu begyndte jeg også at høre om tilgivelse. Så ikke nok med at jeg skulle acceptere, jeg skulle også tilgive. Dengang føltes det absurd, og selv i dag kan det føles en lille smule fjollet. Men det virker. Tilgivelse vender jeg tilbage til, men lige lidt mere om at acceptere.

Giv slip

Jeg fangede først begrebet accept, da jeg forstod, at jeg ikke behøvede at forstå. For hvordan kan jeg – især som voksen, der aldrig vil tillade det, jeg blev udsat for – acceptere det, der skete? Jeg startede med at acceptere, at jeg ikke hverken kan eller skal forstå de voksnes motiver i min barndom. Langsomt faldt tingene på plads. Hvad de gjorde og ikke gjorde, handlede ikke om mig, det var ikke mit ansvar. Jeg var kun et barn. Det var deres behov, mangler og valg.

Accepten har været det første skridt til frihed for mig. Når jeg står i en fastlåst situation, har det ofte hjulpet mig at acceptere tingene, som de er. Når jeg ikke bruger kræfter på det, der bare sidder fast og ikke lykkes, kommer idéerne og kræfterne til at ændre og gøre bedre.

Det behøver ikke være ting fra din barndom, der hænger fast. Det kan være chefen, du aldrig får sagt fra overfor kassedamen i supermarkedet, der kommentere dit chokoladeforbrug, kæresten der altid får lov til at bestemme, hvad I skal se i biografen, eller at du ikke kan nøjes med at motionere hver 3. måned, hvis du vil være slank, smidig og mega stærk. Vær kærlig over for dig selv. Kig på dine nej’er og ja’er og start lige præcis dér, hvor det passer dig.

Pia Ryding

Pia Ryding er forfatter, foredragsholder og kvinde med ben i næsen. Hun formidler og forstår på en måde der giver stof til tanke. Hun gæsteblogger med mellemrum i Soulguides blog. Hun er hunde – og natur elsker.
Du kan finde hende her: Pias side