Mirakel stammer fra ”miraculum”, der betyder, ”det, der undrer”, og som er afledt af ”mirari”, der betyder ”at undre sig”. Et mirakel er forårsaget af manifestationen af en kraft, der er større end kræfter i menneskeriget, og som er resultatet af en lovmæssighed, der er uden for menneskets fatteevne eller er i modstrid med de kendte naturlove.
Citat fra visdomsnettet.dk

Igennem tiden har det været nemt at tro på overnaturlige fænomener. Man vidste ikke så meget om, hvordan tingene hang sammen, og der har, med god grund, været stor frygt for ulykker og sygdom. Mennesker har igennem alle tider vendt os imod og søgt gudernes velsignelse og kaldt det et mirakel, når de greb ind og vendte en tilsyneladende håbløs situation rundt.

Med indførslen af videnskaben og pragmatismen er miraklerne kommet en smule i skammekrogen. Vi ved så meget mere nu om vores verden, og hvordan den hænger sammen. Vi forstår nu i dag om smitte, og vi forstår at forebygge ulykker. Nogen ville måske endda påstå, at vi ikke længere har BRUG for miraklerne.
At de er et overflødigt levn fra en tid, hvor vi levede i blind naivitet.

I min verden, der træder jeg på en sti, hvor jeg oplever et slør så tyndt som let tåge mellem det, vi kalder vores almindelige verden og den åndelige. En sti jeg ikke altid har haft nemt ved at acceptere. Jeg har tvivlet, igen og igen.

Men en helt særlig aften, der skete der noget…

Jeg er ankommet til Peru, hvor jeg skal være de næste 2 måneder. Her skal jeg arbejde med plantemedicin af mange forskellige typer. Men for at arbejde med planterne, der må jeg først lære at lytte til, hvad de siger til mig. Det gøres i junglen blandt andet ved at gå på en særlig plantediæt, hvor man indtager et udtræk af den plante, man arbejder med. Den første, jeg skal lære at kende, er det hellige træ Noya Rao, skoven leder, som de indfødte beskriver det.

Selvom jeg er rejst tusindvis af kilometer hjemmefra og går seriøst ind i dette arbejde, så er der en del af mig, der holder mig tilbage fra at overgive mig helt og holdent. Nu har jeg jo ”leget”, at jeg var venner med træer hele mit liv, så jeg er egentlig stadig med på legen, men en del af mig tvivler på, om det i virkeligheden bare er noget, vi alle sammen leger.

Det er aften, og vi samles foran køkkenbygningen. Vi skal ud og gå i mørket. Det er normalt ikke noget, man skal gøre alene, for i junglen er det hele vendt på hovedet. Der er det os, der er byttedyr. Men ledt an af lokale shipiboer, der går det. De kender deres jungle. Der er ikke uden en vis bæven inden i mig, at vi forlader lejrens trygge rammer og går afsted i den lune aften. Myggene svirrer, og skovens lyde virker endnu mere overvældende i mørket. Jeg sveder inde under min regnkappe, som jeg har taget på i et svagt håb om at holde bare nogen af myggene væk. Vi trasker ud af stien, samlet i små grupper der taler lavmælt sammen.

Efter 20 minutter når vi til vores destination, og det er på tide at forlade stien og gå ind i junglen. Vi skal ind til Noya Rao.

Noya Rao.

Efter bare 3 skridt væk fra stien lukker mørket sig om os. Den klare, fuldstændig vidunderlige stjernehimmel vi kunne se fra stien, den er nu skjult bag junglens planter. Smålatteren dukker op hist og her, som vi er ved at falde over en rod eller glide og må gribe hinanden på skift. Endelig er vi fremme ved den lille åbne plads foran træet. Stilheden falder over flokken, og vi tænder alle vores piber med mapacho og beder en bøn til Noya Rao, mens vi lægger hænderne på hende og puster røgen på hendes bark. Så bliver vi bedt om at lukke øjnene i lidt tid og bare stå stille.

Igen bliver jeg fanget ind af det fremmede miljø, jeg står i. Her er ikke meget bøgeskov over disse lyde. Jeg er glad for at være omringet af venner, for jeg mærker junglens kraft helt ind i mine celler. Det her er ikke for sjov!

Så bliver vi bedt om at åbne øjnene og kigge op på Noya Raos krone. Jeg leder og leder efter de lysende blade og en del af mig bliver skuffet. Jeg kan ikke se andet end en trætop og de smukke stjerner, der blinker på himlen over det. ”Nå” tænker jeg; ”jeg er nok ikke værdig til at se skønheden endnu. Jeg må træne hårdt den næste tid”. Idet jeg tænker det, bøjer jeg hovedet for at signalere min stålfasthed og beslutning om at blive værdig, overfor planterne. Og der ser jeg det. Hele vejen rundt om mig på skovbunden.

Ikke på denne verden

Jeg står ikke længere på jorden men er hevet ind i universet fra Avatar i en skov, hvor planterne lyser af sig selv. Jeg gisper, og en del af mit indre knækker af og forsvinder for altid. Den skeptiske del der tvivler på, om andre nu også snyder mig, den bliver til røg og tages bort af en venlig ånd. Jeg overgiver mig fuldstændig! Det her er ægte!!

På jorden rundt om mig er der fyldt med selvlysende blade.

Alt går i stå i et kort øjeblik.

Og så bøjer mine ben sig, så jeg kan komme tættere på denne magi. Mine hænder rækker ud mod skovbunden og samler et blad op. Nu ligger det her i min hånd og lyser.

Jeg står tusindevis af kilometer hjemmefra, under et helligt træ. Jeg har et af dets blade i hånden og det lyser!

En del af mig ved, at INTET bliver det samme igen herefter. Jeg har set magien. Manifestationen af den kraft, der er større end kræfter i menneskeriget. Jeg har stået med selve beviset i min hule hånd.

Da jeg igen vælter ud af junglen og ud på stien, er det som om, at selv månen blinker ned til mig, da jeg kigger op på hende. ”Nu ved du” hvisker hun. Ja, nu ved jeg. Og sådan startede mine læretid hos planterne.

Se, hvis det ikke er et mirakel, så ved jeg ikke, hvad er.

Synne Justesen er sygeplejerske med erfaring inden for terapi og omsorg. Hun har taget et væld af kurser og har en indbygget sjælsstyrke der er imponerende. Hun guider og vejleder gennem ceremonier, terapi og musik. Hun taler med sine høns og er en power kvinde uden lige. http://synnejustesen.dk/