Jeg taler en del sprog, og er hvad man kalder sprogligt begavet, det er der ikke nogen tvivl om. Jeg har altid elsket sprog, men lige så længe jeg kan huske tilbage, har jeg også været ked af dansk som hovedsprog.

Engelsk har altid været det foretrukne og jeg har elsket at tale, læse og skrive det. Jeg har nydt at lære andre sprog. Det er som om sprog kommer naturligt til mig.

Jeg har gennem mine sittings med folk oplevet, hvordan min evne til sprog, på fineste vis træder frem.

Jeg har en veninde, hvis morfar tit træder igennem, han er bornholmer. Lige når han skal tale, taler jeg det fineste flydende bornholmske. Det er helt uforståeligt, for ud over den obligatoriske uge på bornholm i 5. klasse, har jeg ikke været der, eller talt med folk, der taler bornholmsk.

Jeg har haft en sitting med en fra Færøerne, og talt færøsk, uden at forstå et eneste ord, jeg sagde. Lige sådan, har jeg talt både polsk, makedonsk, kroatisk, og brasiliansk, uden at forstå et ord, jeg sagde.

Når jeg får de sittings, hvor de døde viser mig det sprog de taler, og jeg pludselig kan sige ting, og udtale dialekter, er det fantastisk, at opleve deres evne til at videregive ord og sprogfinurligheder til mig.

Jeg er meget beæret over at kunne det, og samtidig ender jeg nogle gange med at fnise som en 3-årig, fordi det er så surreal.

Evnen til at bruge andre sprog og dialekter gennem de døde, er rigtig fin, men også en jeg ikke taler om så tit, fordi de fleste straks siger, så bevis det. Jeg kan ikke bevise det, når ikke jeg har en død igennem der hjælper og guider mig. Det virker derfor absurd at sige til nogen.

Alligevel synes jeg, det er ganske fantastisk!