Jeg havde en samtale i dag, med en veninde jeg har kendt i nogle år. Da vi kom ind på mine evner, som så mange andre gange før, sagde hun, at hun var helt klar over jeg havde evner. Til det tilføjede hun, at hun altid tænkte, om det var fordi jeg kendte hende eller mine evner når jeg talte.
Jeg har tit hørt netop det fra mennesker jeg kender. Jeg fortæller dem, at jeg godt kan skille det hele ad. Jeg er helt klar over, hvornår det er den anden verden, der taler og hvornår det er mig.
Problemet er, at det ved de ikke. De kan ikke mærke det på min krop og i min hjerne. Jeg bruger mine evner i samtaler, og derfor kan det være svært for andre, at skelne om det er mig eller evnerne.
Jeg kan godt blive irriteret, når folk så tror, at alt jeg siger, er via den anden verden, eller intet af det jeg siger, er via den verden.
Jeg arbejder på at fortælle, når det er mig og når det er fra den anden verden. Min veninde manglede det absolutte bevis mente hun.
Det forstår jeg godt, men hun har faktisk fået det. Var det en helt fremmed, hun havde mødt ved et stoppested eller på en messe, havde hun været overbevist. Fordi jeg kender hende, er det noget andet. Jeg forstår så udmærket, hvor hun kommer fra og hvad det er der sker.
Jeg er ikke på en mission og skal ikke omvende nogen. Derfor bruger jeg sjældent meget tid på, at overbevise folk. Derfor kan det være svært, når folk gerne vil overbevises, eller udfordrer mig til at overbevise dem. Jeg plejer at bøje af og sige, at jeg ikke skal overbevise nogen. Det kan nogle gange virke som en rød klud og så bøjer jeg igen af, for jeg gider sjældent diskussionen.
Min veninde er skøn og hun skal nok få sit bevis når tid er. Lige nu skal hun finde troen i sig selv.
Jeg møder til tider folk der siger: “Jeg tror ikke på dig og din slags,” så svarer jeg som regel, at det er ok, så gentager de, at de ikke tror på mig, og igen må jeg sige, det er ok. Når jeg har gjort det et par gange, går jeg eller taler om vejret. Det er en fornøjelse at sige, “det er ok” mange gange, og se folks frustration over, at jeg ikke hidser mig op over det.
I bund og grund handler det om at være sikker på det arbejde man gør, og stå ved det.
