En meget klog dansk mand sagde engang ”Sorg er kærlighed du ikke kan komme af med”.

Det er måske de klogeste ord om sorg, jeg har hørt. Jeg synes, at de er så dybe, for det er netop det, sorg er. Når vi sørger eller er fyldt med en dyb sorg, er det fordi, vi havde en connection, en dyb kærlighedsconnection med nogen. Vi elskede og elsker stadig en, der er væk nu.

Jeg taler tit med mennesker om at se sorg som noget, du ikke kan sætte en tid på. En kvinde fortalte mig i går, at hun bar stadig på en dyb sorg over sin hunds død. Hun ville gerne have, at det stoppede. Andre forstod ikke hendes sorg. De fortalte hende hele tiden, at det bare var en hund.

For hende var det ikke ”bare en hund” men en ven, som hun elskede højt. De havde været igennem meget sammen – bl.a. en skilsmisse og andre store ting i hendes liv. Hun havde så stor kærlighed til hunden og havde ikke givet sig selv tid til at slippe den connection og dybe kærlighed.

Skal vi stoppe med at elske?

Betyder det, at man skal holde op med at elske? Nej selvfølgelig ikke. Det, du skal slippe, er den connection, der er i dette liv. Du kan stadig elske dem og stadig føle de øjeblikke og oplevelser, I delte, men dette jordiske liv er ovre. Det tager tid. For nogen en kort tid, for andre en meget lang tid.

Du kan ikke tvinge dig selv til at heale, og du må slippe, når du er klar. Nogle mennesker bliver måske aldrig klar, og det er okay, for det er, hvad de er i stand til.

Jeg er ikke den, der skal dømme, hvornår det er tid til at slippe. Jeg kan guide, hjælpe og assistere men aldrig dømme eller tvinge. Det er, når sjælen er klar til at slippe og ikke et sekund før det.

Hvis du dømmer og fortæller dig selv, at nu burde du også slippe – før du er klar – kommer det blot igen senere. At slippe kan ikke tvinges.

Du er ok også selvom du sørger