Interview – Mette Tost

Mette Tost er en ægte gudinde.

Jeg har lært hende at kende på et kursus i Acces bars. Hun underviser i Yoga, og har altid mange jern i ilden. Hun er værd at lytte til for hun har en helt unik måde at se mennesker. Du kan finde hende her Mettes side

#1 – Hvordan opfatter du spiritualitet?

Spiritualitet er for mig min egen indre religion, livsvejleder og vejviser. Den er min ven i medgang og modgang. Gennem den finder jeg forståelse, svar og trøst på livets udfordringer. Jeg har altid været søgende og nysgerrig af natur og føler, at min vigtigste opgave i livet er at lære at forstå, at et verdsligt liv skal gå hånd i hånd med en spiritualitet, der for mig er langt fra en KLINKE KLONKE tilgang. Men meget mere en personlig dimensionsåbner, som hele tiden holder mig vågen og nysgerrig efter at lære mig selv at kende psykisk, fysisk og åndeligt.

Den er også magisk tryllestøv på en kedelig hverdag, der hvor jeg føler, at være menneske kan være en stor udfordring i søgen efter mit sjæls kald. Jeg har altid haft en dyb tro på, at intet sker tilfældigt, der må være en større plan, at der er mere imellem himmel og jord. Uden den dybe tro ville jeg visne.

Når jeg healer, meditere, er i naturen eller underviser i Yoga. Her mærker jeg meget kraftigt både min indre spiritualitet men også den ydre spiritualitet. Her føler jeg mig frit forbundet med noget, der er endnu større end mig. Her føler jeg mig ydmyg, hjemme og glad for at være deltager i livet med stærke rødder i en blomstrende spiritualitet.

# 2 – Hvad er din livsfilosofi?

Jeg har ikke en specifik livsfilosofi. Mere en livsmotivation som er drevet af glæde og tro. Hver dag træner jeg i at forblive i glæde. Jeg har et udtryk, der hedder ”Heart Over Head Living”, det er her fra hjertet jeg vil leve og tage mine valg som menneske. Med den alder jeg har i dag, har jeg været så meget igennem, at jeg har lært gang på gang, at hvis jeg skal trives, være glad i låget og sprudlende med glæde, energi og tillid. Så skal jeg i ærlighed vælge fra hjertet og ikke lade mig styre af hoved og frygt. Da jeg var lille pige, troede jeg på magi og den usynlige verden, jeg var overbevist om, at der var en Gud og en Jesus. Jeg talte altid med dem og følte, at de var med til at passe på mig. Min barnlige lille pigesjæl har fulgt mig og hjulpet mig som voksen til at blive ved med at tro. Den tro er i dag meget farverig og bringer mig en bred vifte af guddommelige budbringere. Jeg henter stor inspiration ikke kun fra Gud og Jesus men også fra Buddha, engle, åndelige vejledere osv. For mig er det en fælles Guddommelig energi kilde og alle udspringer fra samme nerve i den ”Kosmiske Kron Juvel ”. Så tro er også en stor del af min livs motivation.

#3 – Hvem er en inspiration for dig?

Jeg er et multikreativt menneske, så alting skaber inspiration inde i mig. Det kan være fra et flygtigt syn i nettokøen af den lille delikate ældre dame i lilla hår, optegnede øjenbryn og store sorte briller. Til en rejse til det smukkeste Himalaya, hvor himlen er så højt over bjergene, at ikke engang en stige kan nå derop. Til en pipfugl der sidder og kvidrer lystigt og får mit indre til at boble af glæde. Til ord fra Francis of Assisis – “Start by doing what´s necessary, then do what`s possible; and suddenly you are doing the impossible.” Til at sætte mine fødder i det sprøde grønne græs og mærke, hvordan ionerne healer mig fra fod til top. Til min sommerfotosafari dag, hvor jeg elsker at fotografere naturen og specielt blomster, – jeg elsker blomster. Til en dag foran computeren, hvor jeg sidder og designer smukke blomsterkort i mine grafiske programmer, hvor jeg bruger mine blomsterfotos og glædes over at dele og bringe dem i live på mit website. Til Mother Theresa, der levede sit liv i kærlighed til de mennesker, der var i nød. Til fed dialog med en veninde/kollega omkring nervesystemet, hjernens geniale indretning og Vargusnervens intelligente effekt. Til mine elever på Yogamåtten, som er med til at udvikle mig og animere mig til at forblive Yogainspirator og -formidler. Til en dansende sommerfugl der lander blødt i en stor rosa blomst. Inspiration kommer til mig fra alle retninger. Smiler, jeg kunne blive ved, – men du slipper her 🙂

#4 – Hvad gør dig vred?

Ondskab, uretfærdighed og uærlighed er det, der gør mig allermest vred.

#5 – Hvad er det vigtigste i dit forhold til andre mennesker?

I relationer til andre mennesker er tryghed, ærlighed og tillid alfa omega. Jeg finder forskelligheder spændende, lærerige og udviklende.

#6 – Hvad er du mest taknemmelig for?

Mit åndedræt der hver dag minder mig om, at jeg lever. Jeg er fascineret af åndedrættet, og hvad det betyder at kunne styre og træne med at udvikle dets potentiale. Således at jeg kan øge livsenergien, vitaliteten og skabe indre ro og balance. Med fokus på lyden af mit åndedræt kan jeg finde ind og hjem. Et af mine råd til Mindfulness: “The slower you breathe, the more control you have over your state of mind. The mind becomes clear, calm and neutral.” Det har hjulpet mig, måske er det noget for dig. Prøv det!

#7 – Hvad giver dig glæde?

Glæde får jeg igennem alt fra stort til småt og på samme måde som ved inspiration. Fra alle vegne… Det kan være gennem mine veninders enorme støtte, tro og kærlighed til mig. Min kat der møsser mig dybt i mit øre eller stikker sin klo i næsen på mig, fordi han nu har ventet længe nok på, at jeg skal stå op for at give ham mad. Pulsen og livet i mit åndedræt der fortæller mig, at jeg er i en fysisk krop. Stilhed som er glædesbalsam for sjælen og mit nervesystem. Økonomisk tryghed. Oplevelsen af natur omkring mig. Det bløde vand der bølger blidt eller raser vildt dynamisk. Smukke farver der stimulerer mit behov for skønhed og renhed. Et stort smil fra en ukendt jeg møder på gaden. Et frækt pift fra en lækker fyr. At mærke mine healingsevner der strømmer til den glade modtager. At kunne bringe lys, transformation og overskud til mine elever i mine Yogaklasser. Min spiritualitet og tro der altid har en overraskende glædesvinkel. Fotografere og designe fylder mig med liv og glæde. Jeg kunne fortsætte, for mig er glæde en uendelig og mangfoldig rig kilde…

#8 – Hvad er det vigtigste, du har lært i livet indtil nu?

At slippe den hårde arbejdskamp i tillid til at jeg behøver ikke at bestige Mount Everest hver dag. Jeg må gerne tage det roligt, læne mig tilbage og tro på, at livet også kan ske uden handling. At forstå hvad mit åndedræt betyder for min livs kvalitet.

#9 – Hvad kan skræmme dig?

Mit hjerte smerter og skræmmes over den ondskab, der findes i verden. Jeg dømmer ikke, men det kan påvirke mig dybt. Derfor ser jeg ikke nyheder, da det er en stor skræmmekilde. Desværre nok en nødvendig kilde. Men tænk hvis vi også kunne få lidt glade nyheder. Så simpel en glad nyhed som f.eks. bondemand Pedersen har fået tvillingegrise. Det er også skræmmende alt den missing out på nærvær. Alle har så travlt med deres mobiler, IPads, sig selv osv. Nærværet går fløjten.

#10 – Hvad gør du, når du skal slappe af?

Alt fra at gå ud i naturen og lytte til vinden i træerne. Sidde og kigge på vandoverfladen af søen. Gå med bare fødder i græsset. Smide mig i sofaen med Samba, – som er min lækre bløde kat imellem benene og se TV. Nyde stilheden og blot sidde og se ud i ingenting. Egen Yog praksis på yogamåtten eller med Breathwalk – Yoga til fods.

#11 – Hvis livet har sendt dig på en mission – hvad er det så for en?

At være dit lys i mørket… At være kreativ inspirator til Livs-Velvære med masser af healing, energi og redskaber til dig, så du har modet til at være dig selv og vælge ”Heart Over Head Living.”

#12 – Hvad ville du sige til andre, hvis du fik modet til at turde sige alt?

Jeg tør egentlig at sige alt:=)

#13 – Hvad har været dit livs kamp indtil nu?

Min vægt er en livsudfordring og kan ofte opleves som en livskamp. Prøver at træne mig i at acceptere, at jeg er en kvinde med bløde former :=)

#14 – Hvilken ting /hvem kan du ikke leve uden?

Min hovedpude er min favorit ting :=) Min elskede kat Samba og mine hjertelige og kærlige veninder vil jeg ikke leve uden. Her finder jeg enorm støtte, omsorg og kærlighed, der beriger mit liv hver dag.

#15 – Hvilken afdød ville du gerne møde?

Min mor kunne jeg godt tænke mig at møde…

#16 – Hvad vil du gerne huskes for?

At være verdens største healer og inspirator i Livs-Velvære… Der skaber positiv forandring og vækst i dem jeg må møde på min vej… Og som et menneske med mod på et liv i sandhed, frihed og kærlighed.

#17 – Hvilken bog vil du anbefale alle at læse?

Anima og Animus af Emma Jung. Den er Gudeskøn og fortæller virkelig forskellen på kvinde- og mandepsyke. Den var mit første møde i at forstå psykologiens verden. Og var den første bog, jeg sådan rigtig gad læse. Bøger er ikke lige mig, jeg er mere til den visuelle viden og verden. Men hvis jeg skal læse bøger, så skal det være relateret til psyke, fysik og spiritualitet. Jeg ville aldrig gide læse en kriminalroman. Jo, måske den sidste side, så har min fantasi allerede en ide om, hvad resten af indholdet er.

Mette_Tost_selfie1_2015

Du kan måske også lide