Jeg blev mindre skræmmende som aftenen gik

Jeg var til en social sammenkomst den anden dag. Det var 4 kvinder, jeg ikke kendte, og en jeg kendte. De er alle bloggere som mig, og jeg håbede, at de havde læst noget af min blog, så de vidste, hvad jeg laver.

Det havde de så ikke rigtig. Hende der sad til højre for mig, var meget skeptisk og blev ved med at sige, at det skræmte hende meget, det jeg laver. En kvinde på den anden side af bordet spurgte nysgerrigt til, hvad jeg kunne. Jeg elsker deres forskellige tilgange til mit arbejde.

Efter flere timer med spisning, snak, grin og hygge blev hende til højre for mig mindre bange. Jeg fik lov til at lægge mine hænder på hendes arm og heale på hende. De afdøde havde talt til mig hele aftenen og bedt mig heale hende. De har så mange ord til hende, og jeg var nødt til at træde forsigtigt.

Jeg elsker, at jeg fik lov til at heale hende, og at hun blev mere modig, som aftenen fortsatte. De havde alle skønne spørgsmål, og selvom jeg havde afdøde, der talte til og om hver eneste, lykkes det mig for det mest at holde mig upersonlig i min tale.

Jeg har så mange gange i mit liv måtte tie stille, fordi det ikke var tid eller sted. Mine veninder joker altid med, at jeg er god til at få folk til at græde. Ikke græde på en dårlig måde, men fordi det er følsomt, det der kommer frem, når afdøde kommunikerer.

Der var engang en clairvoyant, der sagde, at det var min egen fejl med al den tale, når jeg var så elendig til at lukke af for den verden.

Jeg forstår godt, hvorfor nogle mennesker har brug for at lukke af for den verden, men det har jeg ikke rigtig. Jeg ved, at jeg bliver nervøs, men det er ikke de afdøde. Så selvom jeg kunne lukke ned – hvilket jeg kan – så gør jeg det ikke. Det er mit valg!