Marias hjørne – Nytårsfortsæt

At tage hul på et nyt år føles på mange måder som at være nyklippet. Selv om mit hår egentligt aldrig har ændret struktur, føles det bare tykkere og mere glansfuldt, når det er nyklippet. Jeg synes altid, frisøren formår at give mit hår et kompliment, som giver mig et helt nyt syn på det ellers så tynde og glatte hår, jeg har.

Sådan har jeg det også med nytåret. Selv om jeg jo bare er mig og ikke opnår andre forandringer end en voldsom hovedpine første januar, føles det nye år altid som noget helt nyt. Jeg starter et helt nyt kapitel. Jeg er klar på at give alting en ny chance, for nu er det et nyt år, vi tager hul på.

Jeg kender mange, der har det lige som jeg. Hvem har ikke prøvet at startet det nye år med et nytårsfortsæt? Jeg kender en familie der holder ”Hvid Januar”. I hele januar måned holder de sig fra sukker, hvidt mel, pasta og kaffe. Holder det her nytårsfortsæt så? Mine holder meget sjældent – lige som mit nyklippede hår med tiden vokser ud og bliver glat og tyndt igen, er det også som om de gode intentioner for det nye år med tiden bliver slidt lidt ned. Jeg har læst mange artikler på nettet om, at man ikke bør have nytårsfortsæt, men tage hånd om problemerne når de kommer hele året rundt. Alligevel synes jeg nu godt man kan sætte nogle kriterier op for at få ens nytårsforsæt til at holde. I hvert fald hvis det skal handle om sundhed.

Når man skal lave om på gamle vaner, er det en god ide ikke at finde på mål, der ligger alt for langt fra det, man er vant til. Hvis du aldrig har løbet før så vent med at melde dig til et maratonløb som det første. Sæt et mål, der er realistisk for dig at opfylde. Fx at du kun skal løbe 3 km, 2 gange om ugen.

Når vi laver den slags mål for os selv, og vi af en eller anden grund ikke kan overholde dem, kommer vi let til at tænke ”så kan det hele også bare være lige meget”! Det er så ærgerligt, for på den måde bliver verden nemlig meget sort og hvid. Vi bør være bedre til at tilgive os selv og måske have en liste klar med alternativer. Hvis vi for eksempel kommer til at tømme en hel kagedåse midt under vores nytårskur, kan vi bare lave en byttehandel med os selv, der hedder ”hvis jeg spiser slik i dag, skal jeg gå en tur på en time i morgen”. Når vi så har byttet med os selv, skal vi give slip på problemet. Vi har byttet med et andet fornuftigt valg. Så er det ude af verden. Husk at livet går op og ned, og det samme gør vores spisevaner og andre gode intentioner.

Måske har du bedre erfaring i at holde dine nytårsfortsæt, end jeg har? Men jeg vil bare lige fortælle dig, at jeg stadig sætter mig ned og finder ud af, hvad jeg ønsker af det nye år – ligesom jeg stadig går fra frisøren HVER GANG med en følelse og en tro på, at mit hår måske er ved at blive en lille smule tykkere. Jeg synes bestemt ikke, at det er dumt. Det er med til at holde troen på, at jeg kan ændre mig til det bedre, og at fornyelse ikke er skræmmende men spændende, i live. Ved du i øvrigt, hvad der skete med den familie, jeg kender, der holder ”hvid januar”? I løbet af et par år, fik de til vane, slet ikke at drikke kaffe derhjemme. De valgte kun at spise kartofler og droppede pasta og hvidt brød. Det skete ikke lige det første år, men sådan er det med vaner. Det skal langsomt inkorporeres i vores liv. Ville det ikke også være sørgeligt, hvis vores store fokus et helt år kun handlede om at komme op i træningscenteret, fordi vi skal holde vores nytårsfortsæt? Vi ville jo ende med at gå glip af livet!

Godt nytår alle sammen

poppy-388547_640

Du kan måske også lide

2 comments

  1. Jeg besluttede d.15 Dec., at nu ville jeg ændre mit liv. Det første var nogle kg. Som skulle arbejdes væk. Når jeg alligevel betaler til fitness.dk, kunne jeg jo ligeså godt bruge det, eller stoppe Medlemsskab. Hvorfor skulle jeg så lige gøre det, når jeg vil begynde at arbejde
    Kg. af. Samtidig føle en velvære bagefter . Julen stod for døren, netop derfor skulle jeg starte nu. Min søn skal til at træne pga. Fremtids uddannelse, så tænkte jeg 55 år , jeg vil løbe fra min søn. Så det gav mig nogle gode mål til at komme igang. Forbrændingen kom op, og jeg kom op og løbe rimelig hurtigt 4-5 km. Hver gang justerede jeg mine mål alt efter hvad jeg følte jeg kunne klarer den enkelte dag.- Og det var OK, ikke noget med det er dårligt hvis kroppen, ikke helt ville det som hoved ville, men acceptere processen… Det bliver så befriende og legende let at give sig selv lov til, at være der hvor man er med vægt, kondition og lad kroppen styre proccessen.
    Så fik jeg en yderligere ide, at give mine calorier væk i kr. Til velgørenhed, at give til andre udsatte. Det var så stor en tilfredstillelse.
    Jeg ved godt det kan blive mange penge , men man kan selv lave sine egne regler som passer ind, der hvor man selv synes man kan være med. Pga. Jeg startede før jul , kunne jeg spise
    Det alle spiser, for min forbrændning kom op.
    Så jeg har tabt mig i julen ca. 2,5 kg , fået doneret ca1500 kr til de kræftramte børn som er på Righshospitalets afdeling med et hjerte.
    Det føles bare så godt indvendig og det er bare
    for at fortælle, man kan lave mulige små del mål/ regler, som kan holde en op og rent faktisk på sigt få ændret det man nu ønsker at ændre. Det har flytte mig og ændret nogle vaner. Det her er et bud på hvordan man kan gøre for at ændre sine vaner. Det kunne være sjovt at høre hvad andre har gjort.