Dagens Gæsteblogger er Mette Plambech. Hun er en skøn kvinde der forhåbentlig snart har sin egen blog. Hendes indlæg er virkelig værd at læse. 

Har du nogensinde haft ondt i hjertet? Ondt på den måde, hvor du konstant mærker en ubeskrivelig og umenneskelig stikken og jagen lige der, hvor hjertet sidder. Hvor du for hvert stik og jag oplever, at dit hjerte knuses og splintres lige lidt mere, og at det hvert sekund vil kunne eksplodere i tusind stumper og stykker?

Ondt på den måde, hvor du lider af åndenød og har så svært ved at trække vejret, at det hele bare snører sig sammen i halsen på dig, og det at trække vejret pludselig bliver et benhårdt arbejde?

Det har jeg…

Jeg har oplevet det før på min vej ud af livets snoede landevej men slet ikke i den grad, jeg netop har oplevet det. At have ondt i hjertet kan have mange årsager, fysisk såvel som psykisk. Sidstnævnte er årsagen til mine hjertekvaler og smerter.

For jeg har mistet en, som jeg holder uendelig meget af og som jeg elsker netop af hele mit hjerte. En fantastisk kvinde har forladt denne verden, og jeg står tilbage med et enormt savn, som jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg skal stille op med….

Hvor går man hen, når familiens samlingspunkt pludselig ikke er der mere?

Hvad gør man, når der ikke længere er den faste tryghed og altfavnende voksen, som på en helt særlig måde lovliggør, at selvom man er blevet voksen og har fået sin egen familie, så har man stadig brug for engang imellem at være barnet, der ønsker trøst, omsorg og gode råd?

Hvad stiller man op, når ens børn pludselig for første gang mister et menneske, som de elsker enormt, og som elskede dem tilbage med grænseløs og ubetinget kærlighed?

Hvor går man hen, når man mangler den, som altid lagde øre til bekymringer og lærte fra sig om livet ved brug af egen livserfaring og mening?

Hvad gør man med alt den sorg, fortvivlelse, kærlighed og savn, man har til netop et bestemt menneske, og som bare bliver ved med at hobe sig op, for nu har man pludselig ingen steder at aflevere dette?

Hvad gør man, når man skal rumme andre, og man ikke engang kan rumme sig selv?

Hvad gør man, når man pludselig føler sig palle alene i verden?

Man gør lige nøjagtig det, som føles rigtig og lige nøjagtig det, man har brug for…

At gennemgå en sorgproces er lige så forskellig, som vi er mennesker på denne klode. Jeg ved ikke, hvad MAN gør, men jeg ved, hvad JEG gør.

Jeg har dage hvor jeg allermest har lyst til at krybe langt ned under dynen, lukke verdenen ud, tude så snotten render, og hvor jeg bare håber på, at jeg snart vågner og at det hele blot var en led drøm.

Jeg har dage, hvor jeg ikke har lyst til at huske alle de gode og skønne stunder, jeg tilbragte sammen med denne skønne kvinde og være stærk i sorgen, når jeg bare vil have lov til at være ked af det, jeg har mistet.

Jeg har også dage, hvor jeg føler mig så ubeskrivelig taknemmelig for, at jeg netop fik lov til at være en del af hendes liv og så tilmed i 19 år.

Jeg har dage, hvor jeg bevidst går ud af sorgen og husker mig selv på, at det er ok at grine højlydt og nyde liver sammen med dem, som gør mig glad, for mit liv går jo netop videre. Men jeg har allerfleste dage, hvor jeg bare er mig med hele pakken, og hvor jeg tager en dag af gangen og husker mig selv på, at hver eneste af dem er en gave, som jeg skal huske at sætte pris på og få det bedste ud af.

Og i dag har jeg sådan en dag, hvor jeg bliver mindet om, at de oplevelser og erfaringer, som jeg har mødt og vil møde på min vej igennem livet, hver især er med til at forme og definere lige netop, hvem jeg er som

menneske. Samt at jeg er et menneske, der også eksisterer, kva mit ydre og indre følelsesliv og min måde at håndtere disse, i høj grad også er med til at definere, hvem jeg er som menneske, og det er okay.

Jeg er mig og ingen anden. Jeg er på en eller anden forunderlig vis taknemmelig for, at jeg er formet lige netop, som jeg er – også når livet har slået mig ud af kurs. For hvis jeg ikke var det – taknemmelig, så kunne jeg ikke leve i balance med mig selv og lære at sætte pris på at netop det, og at de,t at være mig, faktisk er fantastisk. At det i sidste ende giver ganske god mening, m.h.t. at det jeg oplever i livet, rent faktisk hænger sammen med, hvor netop i livet jeg befinder mig, og hvad jeg som menneske lærer, og hvad jeg tager med mig videre.

Det handler vel i bund og grund at tage livet som det kommer, både når det kører ubesværet og det hele synes som en leg, men også når det byder på udfordrende og umiddelbare ufremkommelige veje, hvor det hele synes meningsløst.

Det handler vel om at huske sig selv på at sætte pris på det og på vores egen eksistens og betydning, for vi ved i bund og grund ikke, hvor længe vi har det…

Så vi kan vel lige så godt lære at elske livet og huske på at intet er fastlagt på forhånd, og at livet hele tiden udvikler sig, og at man selv konstant udvikler sig – hvis man kan, vil og tør…

Jeg ved at tiden læger alle sår, at hun vil være hos mig altid, og jeg vil glæde mig til den dag, hvor jeg vil møde denne skønne kvinde igen. Imellem tiden vil jeg huske på disse ord:

Det er bedre at have elsket og mistet, end slet ikke at have elsket