Har du også en facade?

Jeg kæmper til tider med at være ude blandt andre mennesker, fordi jeg kan mærke dem helt enormt. Jeg lukker af for det meste, men der er gange, hvor de bare er så stærke i deres følelser, at det kan være svært ikke at blive påvirket.

Jeg stod ved siden af en kvinde på vej ind på en cafe i morges. Hun smilede og snakkede med sine veninder. Jeg har normalt lukket af for andres følelser, når jeg står sådanne steder, fordi det virker alt for voldsomt på mig.

Hun smilede og virkede glad, men jeg kunne mærke hendes sorg. Den usikkerhed og sorg hun havde i sin krop. Jeg mærkede alt ved hende, men ikke ved de andre der også stod i køen men hende. Der var helt sikkert udfordringer for hende.

Umiddelbart tænkte jeg, at hun var lige blevet skilt men så alligevel ikke. Hun havde mistet noget dyrbart; sin tro på mennesker. Det kan være rigtig svært at tro på mennesker, når man er blevet såret, og jeg kunne mærke, hvordan sorgen kom op i mig.

Det virker altid voldsomt, når jeg ser kvinder som hende, der har et godt hjerte, men som er blevet trådt på. Hun var bare så ked af det og smilet prøvede at skjule det.

Kender du det, når man prøver at skjule, hvordan man virkelig har det, fordi man ikke kan rumme sorgen, skylden, ensomheden og alle de andre negative følelser?

Jeg har brugt lang tid af mit liv på at gemme mig og på at få alle til at tro, at alt var ok, selvom jeg græd på indersiden. Det eneste, jeg fik ud af det, var en endnu dybere ensomhed.

Hvis man vil have folk til at forstå de reaktioner, man kommer med, skal man huske at fortælle, hvor man er i livet. Det er essentielt, at man taler med nogen om, hvordan man har det. Det kunne jo være at andre havde det på samme måde?

Når man mangler mennesker i sit netværk, skal man ud og finde nye. Det kan være meget svært. Jeg ved det, for jeg har af flere omgange måtte skifte hele min vennekreds ud. Jeg er nu velsignet med skønne mennesker i mit liv, som jeg meget omhyggeligt har valgt.