“Vi kan ikke forvente at løse problemer med den samme tankegang, der skabte dem”.

Albert Einstein

Når man er ved at dø, bliver man bare dybere og mere tænkende. I går så jeg Graham Nortons show med en engelsk skuespiller, der havde været døden nær.

Han havde virkelig gode pointer, og jeg forstod så godt, hvad han prøvede at fortælle. År tilbage var han blevet diagnosticeret med leukæmi og havde ganske kort tid tilbage. Han overlevede (ellers havde han jo ikke været i tv), og sagde han havde kigget på et træ i 20 minutter og bare forstået, hvor smukt det var. Han fortalte, at når man er nær døden eller i krise, så ser man altid mere klart og ser især det smukke i ting, man ellers er ligeglad med.

Jeg har selv været der og har været tæt på mennesker, der var døden nær. Man ser bare ting på en anden måde. Det er som om, at livets klarhed går op for en, og man kan på alle måder sætte pris på selv små ting. Jeg har siddet og kigget på mennesker og tænkt, hvorfor de spildte så meget tid på at skynde sig og ikke elske hvert eneste minut i døgnet.

Skuespilleren sagde, at han efter et stykke tid holdt op med at se ting på den måde. Han begyndte igen at brokke sig og være smågnaven. Han sagde, det var et sundhedstegn, når man brokker og er gnaven. Det betyder, at man ikke er døden nær.

Jeg måtte grine, for det er fuldstændig, det jeg har oplevet. Så snart jeg og andre er ude af krisen, så brokker de sig igen. Danskerne må virkelig være langt fra døden, for der brokkes konstant. Når man er tæt på døden, husker man alle de små ting, der gjorde en forskel og alle de ting, man ville have ændret. Man husker alle de mennesker, der svigtede, dem der ofrede alt, og dem man elsker så meget.

Dagens råd er at huske at sige til andre, at du elsker dem. Du ved ikke, hvornår muligheden er væk.

“Det vigtigste er ikke aldrig at falde, men at kunne rejse sig efter hvert fald.”

Kinesisk ordsprog