Har du valgt at få børn? del 1
Jeg har i mange år haft en veninde, der ikke havde lyst til at få børn. Det har bare ikke været en del af hendes liv og verden. For hende virkede det helt uoverskueligt at skulle være mor.
Jeg har talt med mange kvinder, som ikke tør sige højt, at de måske ikke er helt vilde med at være mødre. De ville gerne være noget andet end den person, der henter vand, kører børn, ordner kager, laver mad, køber ind, tørrer næser, tager sygedage og alle de andre ting, der kommer med at være mor. Der er mange, der holder det inde, når de bare har brug for at være et menneske – ikke en mor, ikke en husmor eller sågar kone men sig selv. De mangler det menneske, der var før, der kom mand og børn til.
Ingen kan alt, og ingen kvinde kan både være en mor, der kan være til stede og alt for sine børn, samtidig med de har et godt job og tjener gode penge. Det er ikke en balance, der kan virke. Jeg kender mange, der prøver at have sådan en balance, men de er altid bagud ude eller hjemme eller begge steder.
Min veninde er virkelig en dygtig kvinde til det, hun laver. Zoneterapi, healing og som diætist er hendes hjemmebane. Jeg har virkelig respekt for, at hun ikke vil have børn og ikke kan se sig selv som mor. Der er alt for mange, der siger ja til børn, fordi de tror, at det er det, man skal.
Hun kan ændre mening, men lige nu er det helt ok, hvis hun ikke vil have børn. Jeg tænker, der findes alt for mange børn der reelt mangler en forælder, fordi kvinder i udpræget grad prøver at være alting.
Jeg ved, at mænd vælger anderledes, og der ses slet ikke så skævt til en mand, der ikke ønsker børn. De kan godt være rigtige uden at have børn. Kvinder bliver stemplet som egoister og ikke som rigtige kvinder.
Husk du kan kun være dig, ingen andre.