Må kvinder have flere mænd?

Det er ikke så længe siden, jeg skrev om polygami. Overskriften gjorde flere meget vrede, og det var tydeligt, at de ikke havde læst selve indlægget. 

Det var meget sjov at se, at stort set alle skrev, at de ikke ville have en mand, der ønskede flere koner. For dem handlede det i det store hele om, at han skulle have nok i dem og ikke andre. Udgangspunktet skal ikke være i en selv, men i kærligheden, for kærlighed er altid uselvisk.   

Et par skrev, at det er bigami, og nej det er slet ikke det samme. Det er rigtigt, at der er flere parter i bigami, men forskellen er, at de (ofte kvinder) er ikke bekendt med de andre i forholdet. Det er ulovligt, for det er bedrageri. I polygami er alle indforståede med det og lever sammen. 

Jeg smilede, da jeg så, at en del kvinder skrev, at det var diskriminering, at kvinder ikke måtte have flere mænd. Det var virkelig noget, de var passionerede omkring. Jeg smilede, fordi det var tydeligt, at de ikke havde læst mit indlæg men reagerede på overskriften. 

Mit budskab i indlægget var, at uanset om man var mand eller kvinde, der havde flere koner eller mænd, så var det ok så længe, at de havde det fint. Mit budskab var, at så længe ingen blev skadet, og alle var glade, så var det for mig lige meget, hvor mange der var i forholdet. 

Jeg har været virkelig beæret af at møde en fuldstændig fantastisk kvinde, der lever i et forhold med flere mænd. De er alle med på og indforståede med forholdet. 

Jeg er meget nysgerrig omkring hele opbygningen, for det er jo ikke hver dag, at man får lov til at møde mennesker, der lever polygamt. Hun lever med to mænd, og de er begge med på ideen. 

Jeg forstår hende rigtig godt, fordi fokus hos hende er kærlighed og samhørighed. Det er så fint at se hende være i gode hænder, og mænd der elsker hende, og hun elsker dem. 

Jeg kan godt se, at der vil være mennesker, der ikke forstår det, fordi det ligger langt væk fra deres eget kodeks. Det gør ikke, at de har ret til at dømme, at deres kodeks er bedre end andres. 

Hvis en eneste bliver skadet, så er jeg stærkt imod, at man lever i den slags forhold, men så længe ingen bliver skadet, og ingen lider nød, så er jeg helt med på ideen. 

Min bundlinje og det jeg så gerne vil folk, er, at folk lever i en verden, hvor de har det godt, tænker på andre mennesker og er fyldt med kærlighed. 

For mig er kærlighed, det alting handler om. Om man finder kærlighed og glæde i polygami eller ej, så handler det om, at alle har det godt. Det lyder meget blødt, men kærlighed er essensen af alting.