Ser du mennesker eller principper?

Ser du mennesker eller principper?

Jeg møder mennesker hver dag, hvis motiv jeg ikke forstår. Jeg kan godt se deres motiv, men jeg forstår det simpelthen ikke. 

Jeg har netop mødt sådan et menneske. Han har valgt en vej af ren logisk tankegang. Han har ikke udtrykt forståelse for andre og deres følelser. 

Jeg er sjældent en, man kan opleve som feminist eller specielt fortalende for kvinders rettigheder. Det kan opleves som en fejl af nogen, men sådan er det. Jeg taler dog gerne for mennesker som helhed. Jeg mener, at både mænd og kvinder er mennesker, og ingen skal diskrimineres. 

Da jeg opdagede, at hotellet Bella Sky havde lavet en etage kun for kvinder, tænkte jeg, at det var da en fantastisk ide. Jeg er en af de kvinder, der til tider synes, det er rart, at mænd ikke er tæt på. Jeg ved, at mænd vil sidde tilbage og tænke, at de hverken er truende eller andet farligt. 

Det er muligt, at de selv mener det, men faktum er, at nogle kvinder har oplevet ting, der gør, at de har svært ved mænd. 

Den etage, der var på Bella Sky, gjorde, at kvinder kunne sove trygt og bevæge sig rundt uden at overveje, om der var mænd i nærheden. Derudover så tænker mænd og kvinder ikke ens, og det var dejligt med kvindeblade og et anderledes koncept. 

En enkelt mand blev så sur over, at han ikke måtte være på etagen som betalende kunde, at han hev hotellet i retten. Det sørgelige er, at han vandt. Den ro og den glæde det gav, blev revet væk. 

Jeg forstår virkelig godt hans motiv, at der er diskrimination mod mænd, og alle skal have lige ret. Det er slet ikke svært at se hans mission overhovedet. Egentlig er jeg helt for, at man skal udrydde diskrimination, for det er en skrækkelig ting.  

I min verden er der forskel på mænd og kvinder, det er ingen hemmelighed. Jeg synes ikke mænd og kvinder skal behandles ens, fordi de er ikke ens. Selvfølgelig skal man behandle mennesker med respekt og ikke diskriminere. Det er i min verden logik. Når det er sagt, så skal man også huske, at behov er forskellige, og hvis kvinder kan finde ro og glæde i noget uden mænd, skal man så rive det væk for princippets skyld? 

Det menneske, jeg har mødt for nylig, var på samme måde som manden, der sagsøgte Bella Sky. Det var princippet over alt andet. Ikke et ord om at kvinder kan få et frirum eller om mænd kan, kun at principperne skal holdes. 

Jeg synes, at det er så sørgeligt, for man glemmer menneskerne der rammes af princippet.