Man møder de mennesker, man skal. 

Sådan siger jeg tit til andre, og i perioder virker det næsten påfaldende rigtig. 

Lige for tiden virker det som om, at jeg kun møder kvinder, der enten skal genskabe kærlighed i deres ægteskab eller skal ud af det. Kvinder der på en eller anden måde skal stå op for sig selv og sige fra. 

Snakken om skilsmisse bliver ofte tabu mellem mennesker i den periode, hvor den hårde beslutning skal tages. Det er, som om andre ikke vil støde eller sige noget, der sårer. Det er beundringsværdigt, men det skaber et tabu i forholdet mellem mennesker. 

Jeg talte med en helt igennem skøn kvinde, der på alle måder godt vidste, at hendes ægteskab var en meget stor byrde og ingen glæde. Når hun sagde fra, så var alting bedre for en kort periode, før det igen røg tilbage til at være det samme. Det var sket mange gange over mange år, og nu stod hun med børn, hus og alting, der virkede som et bjerg, hun aldrig kunne bestige. 

Da jeg sagde til hende, at hun jo var nødt til at indse, at hendes ægteskab var ved at drukne hende, græd hun. Tårerne fik frit løb, og hun fortalte, hvor bange hun var for skilsmissen. Det, de fleste kvinder tænker på, er, hvordan manden skal kunne klare sig alene og uden hende til at være mor for ham. 

Jeg tænker tit over, at kvinder ender der, fordi når der kommer regninger, børn og pligter, så er det ofte kvinderne, der tager over og ender med at være mor for alle i huset. Det er nemmest, men også det der drukner dem i sidste ende. 

Når jeg møder den slags kvinder, får jeg ikke ondt af dem, for jeg kan se, hvordan det bliver, når de har taget den hårde beslutning og skal være menneske igen – og ikke bare mor. Medlidenhed giver ikke noget godt, det bringer igen en ulige balance i forholdet. Man kan godt have medfølelse uden at have medlidenhed. 

Jeg ønsker for kvinden, at hun kan tage den store beslutning og få ro i sit liv. Selvom hun ikke føler det, så bliver det bedre, når hun begynder at være menneske og hel igen.