Er det humant at aflive mennesker?
Jeg faldt i snak med en kvinde til morgen. Jeg har talt med hende mange gange før.
Jeg fortalte hende, at vi havde måtte aflive vores meget syge marsvin. Vi talte om, om det var det humane at gøre. Jeg smilede ved tanken om, at vi synes, det er humant at aflive et dyr, der lider, og alligevel synes vi ikke, vi kan aflive mennesker.
Vi giver ikke valget til et dyr, dem afliver vi, fordi vi synes at være fyldt med omsorg og forståelse for dens lidelser. Vi siger endda, at det er det mest menneskelige at gøre, og kalder det en god gerning i nogle tilfælde.
Hvad gør vi med mennesker? Intet, vi har en berøringsangst omkring mennesker, fordi vi siger, at der er flere følelser i det, fordi man må ikke slå mennesker ihjel, og fordi man skal lade folk dø naturligt.
Er det naturligt at dø af cancer? Er det naturligt at dø forsvundet i tåger af Alzheimers? Hvor går grænsen for naturlig død?
En af de ting, jeg har lært ved at arbejde med den anden verden, er, at uanset hvem der dør, hvornår og hvordan, så bliver de taget godt imod, og de bliver omgivet af kærlighed og omsorg. De bliver ikke smidt ud af fælleskabet eller bortvist til et sted, der minder om bibelsk helvede.
Der er en tid til at dø, men den tid kan der rykkes ved, fordi mennesker har deres egen fri vilje.
Hvad nu hvis viljen er at ville dø i fred, fordi det er det mest humane?
Hvis man er afklaret med at skulle herfra, hvem skal så bestemme, at man ikke selv kan bestemme det?
Omvendt så skal vi også tænke over, om vi faktisk ved alt om at være i koma og hjernedød? Vi har det med at blive meget skråsikre i hvor meget og hvor lidt, vi ved om medicin, og der bliver valget om det humane valg pludselig en farlig vej.
Hvem skal bestemme, at man er uhelbredeligt syg? Hvem skal beslutte, at nu kan der ikke gøres mere? Når vi ser mennesker, der har ligget i koma i over 10 år, pludselig vågne og være til stede og kunne kommunikere, hvad er så det humane valg?
Intet er simpelt, og intet er svært, hvis man er sikker i sine valg.
Hvad, synes du, er humant?
3 comments
Jeg mener absolut at det rigstigste ville være at hjælpe dem som kun har smerter og lidelse tilbage i livet. Det vil jeg ihvertfald håbe at man må den dag jeg selv er nået dertil.
Koma er en anden ting. Man lider ikke mens man ligger der. I dag kan man måle om der er hjerneaktivitet i hele hjernen, og dermed håb om at de kan vågne op til et liv hvis de skulle vågne af deres koma en dag.
Jeg tænker det er en vigtig snak at have med sine nærmeste hvad man gerne vil hvis det en dag skulle ske man endte der.
Jeg synes også det er mest humanitært at hjælpe. Men grænsen kan være svært, hvis / når sygdommen har taget en del af hjernen, hvor man nærmest er umyndig gjort.
Jeg kan kun tåle af egen erfaring. Min far var syg i 15 år med KOL. Undervejs blev hjertet dårligt og han fik pacemaker. De sidste 3 gange vi blev kaldt ind for at tage afsked. Da havde jeg det virkelig sådan, at det var maskinen der holdte igen og holdte ham i live. Får var træt, orkede ikke mere. Kroppen slidt og træt og urmagere. Han skulle bare have haft lov at tage af sted første gang og det havde været mere værdigt.
Men havde han nu være 24 år, så havde det med pacemakeren været en anden historie. Min far blev 75.
Men det er ikke altid man skal holde i live for enhver pris. Jeg er helt enig I, at man bør tale om slags inden man risikere en situation.