90 dages regression boost del 3 – 1700 tallets USA

 90 dages regression boost del 3 – 1700 tallets USA

Emily havde sin anden regression med mig, og sikke en oplevelse.

Denne gang var hun i North Carolina, USA. Varmt ikke koldt, sådan beskriver hun vejret. Der er en å og grønne marker. Året er 1730.

I denne regression var hun en ung mand på 23 år. Hans navn var Carlton, og han var alene. Han havde valgt et liv alene. Han kunne ikke lide mennesker, og det var et bevidst valg at være alene. “Jeg vil bare gerne være alene og nyde roen” sagde hun. “Jeg er ok med at være alene med mit arbejde. Jeg arbejder med træ, og jeg er virkelig god til det. Jeg laver hvad som helst med mine hænder, træ, sten, hvad som helst. Jeg er fantastisk med mine hænder”. Hendes tone er alvorlig.

Jeg guider hende til en vigtig begivenhed i det liv. Der var et kæmpe hus, hvor der foregik en fest. Carlton er omkring 40 år gammel. “Det er en fest til ære for mig, for jeg har lavet noget til dem, men jeg er ked af det og vil ikke derind. Jeg er gået derhen for at gå ind, men jeg gør det ikke. Jeg vil ikke være der, men hellere være alene.” Hun ser meget ked ud af det og slet ikke ok med at være alene.

Jeg spørger hende, om hun har familie, og hendes svar kommer hurtigt – NEJ, de er døde! Jeg får følelsen af, at noget ikke helt er, som det skal være. Kort efter gentager hun, at Carlton er ok med at være alene. Næsten som et mantra.

Jeg beder hende gå til enden af det liv.

Der er en pejs med ild i, så det er ikke koldt, starter hun. “Jeg er omkring 64 år gammel, og mine hænder virker ikke mere. Der er en kvinde, der ser efter mig. Hun gider ikke gå. Hun tager sig bare af mig. Hun hedder Elisabeth. Jeg har det fint alene, men hun vil ikke gå. Hun er der hele tiden. Jeg spørger hende, om han havde et romantisk forhold til hende. “Jeg har det fint alene” gentager hun irriteret. “Jeg vil aldrig giftes”. Jeg elsker roen, og nu er jeg død.

Jeg spørger Emily, hvad hun skal lære fra det liv og den oplevelse. Hun siger, at det handler om at være ok alene og bruge hænderne kreativt. Jeg skal bruge mine hænder kreativt, siger hun. Jeg har brug for at vide, at andre ikke er så vigtige, og deres meninger er ikke vigtige. Jeg bliver ked af det, fordi jeg ikke har nogen ro i dette liv, og jeg har brug for roen.

Jeg er helt enig med hende i det. Hun har brug for at være ok med sig selv og finde sin ro, gerne med noget kreativt med hænderne.

Efter vores regression gik vi ud for at spise noget frokost. Da vi parkere vores biler der hvor vi skal spise, råber hun pludselig til mig, ; “jeg var bøsse. Jeg var slet ikke alene ved valg, men fordi jeg var nødt til det. Min familie var død for mig, og jeg var alene”. Alle på parkeringspladsen kikkede nysgerrigt.

Jeg smilede, for jeg havde luret, at der var noget, der ikke stemte. Jeg tænker, at det er så interessant, at hun pludselig så det helt klart. Hun kunne være stolt af Carlton, at han havde klaret sig og valgte sin overbevisning i stedet for at være tvunget i et ægteskab med en kvinde, fordi det det var, hvad man gjorde på den tid. Ikke alting ser ud, som det er, og her var et skjult brud med familien.

Vi har alle brug for at finde vores fred i livet og leve med vores egne regler og tanker. Det kan godt betyde ofre, som dem Carlton har måttet lave, men du skal leve med din fred.

Hvad gør du for at finde ro?

regression

Du kan måske også lide

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *