af Stine Watkins
Märtha Louise og Elisabeth Nordeng: ”Født sensitiv” – Lemuel Books
At mærke verden omkring mig og inden i mig på fuld udblæsning, fik mig til at læse denne bog ”Født sensitiv”.
Den er skrevet af den norske Prinsesse Märtha Louise og Elisabeth Nordegn, som en form for samtalebog. Sammen beskriver de, hvad det for dem vil sige at være født særlig sensitiv. Hvad det vil sige at mærke verden, se verden og opleve de små ting, dufte/lugte, stemninger, følelser omkring dem i deres opvækst fra barndom, ungdom og virke som voksne. Hvad det vil sige at have dette personlighedstræk- der på ingen måde kan skrues ned for. Men som kan blive kvalt af det hæsblæsende samfund, vi lever i, hvor vi skal være på hele tiden. Der er ikke plads til en ekstra refleksion, et ekstra åndedrag, inden man igen skal præstere i familien, jobbet, fællesskaberne man er en del af. Nødvendigheden af egen tid er særlig vigtig for sensitive mennesker. Muligheden for at stille ind og lade op så kroppen, hjernen og opmærksomheden kan arbejde igen i de foras, man bevæger sig i. Netop disse muligheder viser de, hvordan de gøres, inden de skal holde foredrag, inden de skal til konferencer, inden de skal møde mange mennesker.
Bogen er godt skrevet og fagtermerne forklaret i et ordentligt sprog med en blanding af faktuel viden om at være ”særlig sensitiv” ud fra Elaine Arons bøger og sensitivitetsliste. Ud fra forfatternes egne oplevelser og jeg kan, som læser, let genkende situationerne, der refereres til.
Igennem bogen er der små øvelser for meditation, yogaøvelser, dagbogs – og taknemmelighedsskrivning, beskæftigelser, metoder til at stille skarpt på ens egen tid, så det at samle sig og samle energi bliver en del af den naturlige dagspraksis. Alle greb og metoder til at lukke op og i for dagens oplevelser.
At læse bogen var for mig et spejl af genkendelighed. At være særlig sensitiv er en gave, men også en udfordring, som man skal lære at kende. Netop spejlets egenskab giver mulighed for egen eftertænksomhed og personlighedskarakter, som ikke er forkert. Blot en anden måde at være på.
– Stine W
Stine Watkins er uddannet Kranio sakral terapeut, skolelærer, og har et væld af kurser inden for det at vejlede. Hun er stærkt intuitiv og følger sin stærke sjæl og læser et væld af bøger i sit grønne hus. En særlig kvinde med en indsigt der er helt fantastisk.