Af Mette Windmose
Tillid er fundamentet for alt og det modsatte af frygt.
”Tillid er en følelse og er det fænomen, som viser sig ved, at et individ har en forventning om eller tro på at et andet individ er pålideligt”, står der i Wikipedia, som er det først hit, der kommer op, når man googler ”tillid”.
Gennem min egen opvækst og sidenhen i mit professionelle virke som sygeplejerske og selvstændig psykoterapeut, har jeg med tiden talt med uendelig mange forskellige mennesker i alle aldre, som alle havde mistet tilliden og ubevidst levede i frygt for at miste. Det fik mig til at fundere over om der mon var en grundlæggende årsag.
Helt overordnet er babyer er de eneste pattedyr, der bliver født 100% afhængige af, at deres forældre kan sikre deres overlevelse. De kan ikke spise selv, de er dybt afhængige af, at de bliver spejlet følelsesmæssigt og får den livsnødvendige kropskontakt, der alt i alt skal sikre dem overlevelse og naturlig udvikling af deres selv, så de kan blive hele mennesker. Babyer er således født med en grundlæggende tillid til, at deres forældre giver dem, hvad de har brug for, da de ellers ikke kan overleve.
Nu er vi som mennesker, pattedyr og biologiske væsener heldigvis også udstyret med en række basale og instinktive overlevelsesmekanismer, som hjælper til, hvis vi ikke får dækket alle behov fra vores forældre. Vi er foruden en stor og veludviklet hjerne, der lagrer alle kognitive og funktionelle udviklingstrin, også udstyret med det jeg kalder en ”cellehukommelse, der lagrer alle følelsesmæssige erfaringer i kroppen – både de ”gode” og de ”dårlige” følelsesmæssige erfaringer. Vi overlever måske på vores medfødte kognitive evner, men lever med ”dårlige” følelsesmæssige er faringer i vores krop, som følge af at vores forældre ikke evnede at dække alle vores behov. Fra vi blev født, har vi derfor livet igennem tilpasset os vores forældre eller omsorgspersoner, da vi instinktivt ved at det vil sikre vores overlevelse. Hvis vi ikke får gode erfaringer med t være dem vi er født som, lagrer denne hukommelse sig i vores celler/krop og vi lukker langsomt af for os selv og vores følelser. Vi ”slukker” dermed for den medfødte tillid og kommer til at leve i en frygtbaseret energi i vores krop og vores celler.
Helt konkret, spænder vi kroppen og mister først og fremmest tilliden til os selv og dernæst tilliden til at andre individer er pålidelige, på samme måde som vi mistede tilliden til vores forældre. Denne bristede barndomsafhængighed stagnerer på forskellige alderstrin hos os alle, og for nogle af os gror den ind i voksenlivet, som det jeg plejer at kalde ”børnesygdomme i voksenlivet”. Som voksne har helt naturlig en gentagelsestvang, hvor vi i et umodent og ubevidst forsøg på at reparere den uforløste relation til vores forældre tiltrækker mennesker/relationer, f.eks. venner, kollegaer, ledelser, kærester etc., der ligner det vi kender fra vi var børn.
Manifesteringen
Min erfaring er at dette mønster kan manifestere sig forskelligt fra person til person, idet nogle gør sig afhængige af deres mand/kone, arbejde, træning, alkohol, mad, spil etc., på samme måde som man var afhængig af sine forældre. Mønsteret er det samme. Cellehukommelsen har lagret, at man er tryg i utrygge relationer, og man tiltrækkes ubevidst af upålidelige relationer. Det kan føles farligt at blive uafhængig og stå ene (være enestående), fordi det på celleplan og kropsligt er det samme som at miste livet eller den “livsvigtige” relation, vi har bundet hele vores liv op på. I denne frygt for at miste livet og denne ”kamp” for at overleve, har vi tillagt os en offer-strategi, hvor vi lægger ansvaret fra os over på andre. Man kan også sige, at vi afgiver vores personlige autoritet, ofrer vores integritet og mister til sidst os selv.
Hvis ikke vi får kigget på, hvor det var vi begyndte at undertrykke os selv som børn, får taget kærligt hånd om de følelser vi havde som børn og måske finder frem til hvilken alder vi helt specifikt lukkede for vores tillid, så vil vi vedblive at indgå i relationer eller skabe situationer, hvor vi ubevist gør os afhængige og genskaber barndommens offerrolle. Nogle gange er livet uretfærdigt, fordi der sker ting, som vi ikke kan kontrollere og der bliver man offer for omstændighederne, meeeeen vi har altid som voksne selv ansvaret for at undgå at blive fastlåst i et gammelt offer-mønster fra barndommen, ved at vi tager det vi føler, tænker og mærker i kroppen alvorligt – OG får det adresseret til rette sted, på det rette tidpunkt i den rette kontekst. På den måde gennemlever vi det svære og dermed sætter det sig ikke som fastlåste følelser eller psykisk sygdom som svær angst og depression.
Når vi får genskabt tilliden til os selv og dermed tilliden til, at det vi ser, hører, mærker, føler og oplever er rigtig, er vi godt klædt på til at give slip på vores frygt og kontrol, så vi frit kan manøvrere i alt, hvad der kommer os i møde – også alt det vi ikke selv vælger eller de mennesker/relationer, vi ikke selv vælger.
Tillid handler om…
Tillid handler om at beholde sin personlige autoritet, stole på alle sine sanser – og her tænker jeg ikke kun på føle-, lugte-, smags-, høre- og synsansen – men også ”mavefornemmelser”, ”lyd- og billede-passer-ikke-sammen-sanser” og alle de ikke biologisk definerede sanser. Det er vigtigt at være åben for alle perceptionsindtryk, da det gør os til hele som mennesker med høj integritet.
Vi er således både biologiske og spirituelle væsener, hvor spiritualitet for mig netop handler om at have tillid til os selv og tillid til at vi altid selv bærer løsningen på alle vores udfordringer i livet.
Tillid er således ikke blot det modsatte af frygt, som jeg indledte med at sige, men også selve kuren og dermed fundamentet for alt i livet.
Mette Windmose er udannet psykiatrisk og neurologisk sygeplejerske. Hun har en dyb empati, intuition og indsigt. Hun er også uddannet psykoterapeut MPF, mindfulnessinstruktør og healer. Hun har specialiseret sig i børn og unge. Mette forstår ting på et dybt plan og kommer med gode indsigter. https://mettewindsmose.wordpress.com/
