Mor og far, pas også godt på dig, så passer du nemlig på mig; dit barn

Gæsteblogger Pernille Bothmann

Mor og far, pas også godt på dig, så passer du nemlig på mig; dit barn

Tusind tak til Alicia for at få en stemme her på hendes blog. Det er jeg meget taknemmelig over, at hun spurgte mig om. Jeg blev virkelig glad for hendes opfordring og har tænkt meget over, hvad jeg skulle skrive om. For er der noget jeg har, ja så er det meget på hjertet. Jeg kunne skrive om 1000 ting, som jeg observerer, selv lærer og oplever.

Men jeg har én ting, som fylder virkelig meget hos mig, og det er børn, deres forældre, og den kærlighed, vi oplever, mærker og har, når vi taler om at være forældre.

De sidste par år, har jeg beskæftiget mig med børn som har angst eller mistrives, og især deres mødre. For det, som jeg opdagede undervejs, på den her rejse, fordi for mig har det også været en rejse, er, at jeg fint kunne hjælpe de børn, som kom hos mig. Men jeg sad altid med en mor i røret, som var ked af det, stresset, tit var i et kæmpe underskud, af søvn og overskud til sig selv.

Flere var gået ned med stress og følte lidt, at de bare sad og så til uden at have mulighed for at hjælpe eller gøre noget. Både for deres barn, men også dem selv. Det er tydeligt, en svær situation at stå i. Derfor er jeg begyndt at bede om, at de kommer hos mig først. Så jeg hjælper dem til at blive stærke og slippe deres stress og bekymringer, og så hjælper jeg barnet bagefter. Det er frygteligt at stå som forælder og ikke vide, hvad man skal gøre. Føle sig handlingslammet og ude af stand til at hjælpe et menneske, man har båret under sit bryst. Som bor i ens hjerte.

Når underskud styrer livet

Da jeg begyndte at arbejde med mødrene først, så skete der en ændring. Den ændring kom til syne ved, at mor nu var mere i ro. Kunne se hvor deres blokering lå. Hvad der stressede. Og når du fx ikke har det godt, så er det også svært at undgå konflikter og have et overskud. Når det er underskuddet, der styrer, gør vi jo ikke de ting, som vi ved, er bedst. Vi er heller ikke stærke og tydelige i vores kommunikation. Det store overblik, forsvinder ind til en lille sort plet. Som jo ikke viser os det store billede. Vi reflekterer ud fra et sted, hvor der er mindre løsninger, vi kommer nemt til at handle i panik, i stedet for at mærke efter, hvad der føles rigtigt. Så efter at det var mor først – nogle gange mere end en gang. Så kom der mere skred i tingene. Jeg hørte fra dem, at de havde mere overskud, de konflikter, der normalt opstod i løbet af en dag, var enten helt slut, eller også kraftigt på tilbagetog. De var blevet mere rummelige.

Men hvad var der sket?
Jeg vil gerne prøve at forklare det, måske på en lidt sjov måde. Men hav lige lidt tålmodighed med mig.

Forestil dig, at du har 10 par briller, hver brille repræsenterer forskellige mennesker/følelser/situationer. Så når du fx taler med din mor, så har du en brille på. Når du taler med en veninde et andet par, din partner et 3. par osv. Hver brille svarer til, hvordan du ser/oplever det menneske, du taler med. Den energi du har sammen med din mor, når du taler med hende, og det samme når du taler med din partner eller veninde. Hver og en har hos dig en grundfølelse og et par briller.

Lad os nu lege, at når du taler med din mor, så er I utrolig gode til at komme i konflikt med hinanden. Komme op at skændes, og du føler måske ikke, at hun lytter til dig. Så inden du ringer hende op, så er du allerede lidt irriteret, men du gør det, fordi du føler, at det er det, du skal.

Hvis det er din veninde, du ringer til, har du en anden følelse i kroppen. Måske glæder du dig helt vildt til at tale med hende, og din stemme er allerede oppe i det lyse leje: ”Heeej Ulla, aj hvor er det bare dejligt, at du tog telefonen…” og så kører den, og begejstringen er den samme hos din veninde.

Du taler med din partner, du elsker ham/hende, I taler godt sammen, og du har glædet dig til, at I skal være sammen og lave mad sammen. Fx taler I om jeres dag, og hvad I har oplevet, og du syntes, at det er skønt, at I bare har det så godt, og det afspejler sig også i jeres snak.

3 forskellige briller, 3 forskellige mindset og følelser er i spil.

Hvor vil jeg hen?

Jo ser du; når vi som forældre oplever at have et barn, som ikke trives, og det sker nogen gange som lyn fra en klar himmel. Så går man som forælder lidt i panik. I starten måske ikke så meget. Men står det på i længere tid, så kommer der en masse følgevirkninger, stress, skolen skal informeres. Mange oplever, at skolen ikke tager det seriøst i starten, måske er barnet ikke længere i stand til at komme i skole. Du bliver nødt til at sygemelde dig fra dit job, bekymrer dig over, hvor lang tid det mon tager, og kan jeg komme tilbage igen. Du får ikke sovet, for du ligger og spekulerer og bliver endnu mere bekymret og bange for hvad fremtiden vil bringe, for hvordan kommer den til at se ud. Hvordan kunne det her ske, har jeg fejlet som forælder? Er det mig som har gjort noget galt. Osv osv.

Det er ikke småting, der bliver sat i sving, og jeg kunne fint have fortsat men vil gerne frem til min pointe. Det her er nemlig også et par briller, det er de briller, du ser igennem, når du kigger på dit barn, når du taler med dit barn. Du er bekymret ved ikke helt, hvad der er galt, og kan måske småstresse lidt. Det er ikke noget godt sted. Jeg forstår godt stedet, og der er ikke noget forkert i alle de følelser, der kommer i spil her. Det er jo logik for burhøns, for det er hårdt at blive ramt på vores børn.

Men forestil dig, at når du fx taler med moster Oda, så ved du, at hun altid bekymrer sig om dig. Hun har aldrig sluppet, at du faldt på din cykel hjemme hos hende, da du var 6 år. Selvom det er mange år siden, så sidder hun fast i den vinkel, når du taler med hende, og hvis du mærker efter, kan du måske godt mærke, at det er lidt drænende?

Det er nøjagtig det samme for et barn som ikke har det godt. Sådan et barn har brug for en overskudsperson. Og kan man være det, når man er gået ned med stress? Nej. Og fuldt forståeligt. For al kommunikation forgår med bekymringsbriller, stressbriller eller den brille, som nu er mest dominerende. Og gør du som forælder noget forkert? Nej, for du er menneske lige som alle andre, og din situation er fuld forståelig.

Forælder pas godt på dig!

Men jeg vil meget gerne slå på tromme for, at når man er forælder, at man passer godt på sig selv. Det er dig, som skal være muren, børnene kan læne sig op ad. Det er dig, som, de har brug for, kan rumme dem, især når de har det svært. Det får de mange gange i livet. Det betyder ikke, at vi nu alle skal til at være næsten selvlysende i livet. Men det, jeg mener, og som måske kan lyde mærkeligt, er, at hvis du har et barn, som begynder at få det svært, så sørg for også selv at få hjælp. Det er iltmasken i flyet! Du kan ikke hjælpe dit barn uden selv at få ilt.

Der er ikke en af de mødre, som jeg har hjulpet, som var begejstret for, at de skulle komme hos mig først. De var langt mere fokuseret på, at deres barn skulle have hjælp. Og jeg forstår det så godt. Når jeg tog mig lidt tid til i telefonen og forklarede hvorfor, så gav det fin mening. Men de var stadig meget ivrige efter, at jeg skulle hjælpe deres barn. Det er bare vigtigt for mig at slå fast, at det altså også er super vigtigt, at du som forælder selv får hjælp.

Ud fra et balanceret sted, er du nemlig verdens bedste mur at læne sig op ad.

Så kære mor og far, vær god ved dig selv. Elsk dig selv, vis dit barn, hvordan DU gør. Tag hånd om dig, vis at du er god nok, som du er – så du sender den læring videre. For vi kan sige det 1 million gange til vores børn. Men hvis ikke du har vist, hvordan man gør, så kan de ikke nødvendigvis mærke det indeni. Børn gør ikke, hvad vi siger, de gør, som vi gør!

Vi kan ikke undgå at komme lidt i uvejr som mennesker undervejs, og jeg ved af egen personlig erfaring, at det også er der, vi vokser og kan slå stærke rødder. Men sidder vi med et fundament med følelsen af, at vi er gode nok, som vi er, og vi elsker os selv, så er der ikke mange oplevelser, der kan blæse os helt omkuld undervejs.

Pernille Bothmann er en kvinde med forståelse og indsigt i fokus. Hun er uddannet zoneterapeut. Hun bruger Tankefelttereapi (TFT) og Emotional Freedom Techniques (EFT) i sit arbejde. Hun taler Bornholmsk og elsker at opfinde ord til sproget.